Dine tanke-vaner har en stor indflydelse på hvordan du opfatter dig selv og på hvordan du handler. Få her indblik i et ‘fixed’ og ‘growth’ mindset, så du bedre kan reflektere over dine handlinger.

Jeg var på kursus i ’Styrk dit mindset – For Velvære, Ro og Resultater, hvor vi gennemgik de tankemønstre, som har en stor indflydelse på hvordan vi agerer. Det var utrolig spændende og lærerigt og det vil jeg gerne dele med dig.

Forskellig tilgang til modgang

Vi oplever alle sammen modgang indimellem, men det er ikke os alle som bliver lige handlingslammede eller modløse, når livet tager en anden drejning end det vi havde forventet. Nogle mennesker ser modgang, som en udfordring og tager styringen over situationen og handler hensigtsmæssigt.

Vi kan ikke altid ændre på de ydre omstændigheder, men til gengæld kan du lære at mestre dine indre omstændigheder og på du hvad du føler, tænker og fokuserer på. Dine tanke-vaner er både det der driver dig og det der forhindrer dig i at udnytte dit potentiale.

To typer mindset

Professor Clara Dweck, forsker ved Stanford University har defineret to typer mindset – Fixed- og Growth mindset.

Fixed mindset

Har du et fixed mindset, er du ofte begrænset af dine tanker. Du er af den overbevisning, at folk opnår succes fordi de har medfødte talenter, er mere intelligente og har evner ud over det normale. Du mener, at man er født som man er – og det kan ikke ændres.

Du tænker, at dine fiaskoer eller mangel på succes skyldes dine begrænsede evner. Du giver let op, søger sjældent nye udfordringer og påtager dig ofte offerrollen.

Growth mindset

Har du et growth mindset, er du af den overbevisning, at visse mennesker har specielle talenter og at intelligens kan variere fra person til person. Men det også er noget der kan udvikles og øges med indsats og hårdt arbejde.

Du elsker at lære nye ting og bruger gerne inspiration fra andres succes. Du er ikke bange for at fejle og ser udfordringer som noget du kan lære af.

Du kan udvikle dit tankemønster

Vi lærte på kurset, at du kan ændre dit tankemønster på et splitsekund, men jeg vil alligevel påstå at det tager længere tid.

I perioder kan jeg fange mig selv i at være begrænset i hvordan jeg tænker og agerer. Typisk vil jeg kunne sige til mig selv:

’Hvorfor er det lige mig der bliver ramt’.

Jeg tror, vi alle sammen kan falde ned ad den vej og opfatte vores skæbne som noget der ‘kun rammer mig’. Men heldigvis kan vi også gøre en stor indsats og blive bevidste om vores tankemønstre ved konsekvent at reflektere over vores handlinger. Er der for eksempel bestemte begivenheder, der holder dig fast i et fixed mindset? Ved at stille dig selv spørgsmål regelmæssigt og blive klar over hvad der trigger dig, kan du med tiden ændre dit mindset og se nye muligheder.

I bogen Mindset af Caral Dweck kan du læse meget mere om hvordan du får dit growth mindset til at vokse.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *