Min svigermors bisættelse blev en fin afsked, som blev holdt udenfor kirken pga. restriktionerne for corona epidemien. Det gjorde ceremonien mindre højtidelig, men absolut ikke mindre uforglemmelig.

En bisættelse er som regel en trist omgang med mange følelser og afsavn, men det kan også blive til et smukt farvel fyldt med respekt og ære for den afdøde. Det oplevede jeg ved min svigermors begravelse.

En lettelse

Min svigermor har alle dage været en utrolig givende og hjertelig person, som var højt elsket af alle der kendte hende. Desværre kom hun ud for en faldulykke for to år siden med en hjerneskade til følge, hvilket betød at hun kom på plejehjem. I det sidste år blev hun mere og mere fjern og var ikke længere i stand til at orientere sig og genkende sine omgivelser.
Det var hårdt at være vidne til at et sådan aktivt og elsket menneske, forsvinde ind i sig selv. Derfor var det på mange måder også en lettelse, da hun åndede ud.

Bisættelse udenfor kirken

Da hun døde, var der stadig mange restriktioner omkring corona. Min svigermor havde en meget stor omgangskreds og vi vidste at mange familie, venner og tidligere kolegaer gerne ville komme og tage afsked med hende. Det blev bestemt, at hun skulle bisættes i en rundkirke, og da den ikke rummer meget plads, foreslog præsten med det samme at afholde bisættelsen ude foran kirken.
Selvfølgelig fik vi mulighed for at flytte ceremonien indenfor i tilfælde af regn, men det blev heldigvis ikke aktuelt.

Stemningen kan være tung

Jeg har efterhånden mistet flere mennesker som har stået mig meget nær, inklusiv mine egne forældre – og jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg er bare ikke god til begravelser. Jeg begynder som regel at græde bare jeg træder ind i kirken og ser kisten, og når orglet begynder at spille, kan jeg slet ikke styre følelser og tårer.
Normalt finder jeg egentlig ro og fordybelse i en kirke, men til begravelser, synes hele stemningen med kisten ved alteret, blomster hen ad gulvet og orgelmusik, højtidelig og trist. Det er som om loftet sænkes og luften bliver tung.
Men denne gang skulle det blive en anden oplevelse.

Læs også: Ingen kan forberede sig på at miste sine forældre

Bisættelse på den smukkeste dag

Da vi parkerede og trådte ud af bilen, kunne jeg fra lang afstand skimte kisten, som var placeret foran trappeindgangen til kirken. Masser af blomsterbuketter var smukt placeret på grusvejen hen til kisten.
Min svigermor var musiker, så et lille hold af hendes tidligere elever og kollegaer, havde tilbudt at spille og havde taget plads ved siden af kisten, hvor de sad og øvede sig.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og lyset var næsten magisk. Med udsigt ud over marker og blomster, som med deres farver lyste op i baggrunden, kunne det ikke have været smukkere. Kirken stod flot og imponerende i baggrunden.

Et mindeværdigt farvel

Da ceremonien gik i gang, blev den ikke akkompagneret af orgelmusik, men med fine toner fra musikerne ført an af violinen.
Vi sang salmer og præsten holdt tale – alt sammen som det hører sig til ved en bisættelse. Forskellen var bare at det ikke føltes helt så tungt og trist, fordi vi var udenfor i det skønne solskinsvejr. Den meget højtidelige stemning udeblev og min svigermor fik den fineste og mest mindeværdige afsked, hvor alle uanset ’coronarestriktioner’, fik lov til at møde op og sige et sidste farvel.
En bisættelse og et farvel der blev afholdt på smukkeste vis, og når sorgen aftager over tid, vil den står klart i min erindring.

En bisættelse er som regel en trist omgang med mange følelser og afsavn for den døde, men det kan også blive til et smukt farvel fyldt med respekt og ære for den afdøde. Det oplevede jeg ved min svigermors begravelse

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *