Det er naturens gang at miste sine forældre, men sorgen kan være ubærlig. Især fordi du ikke længere har dine forældre at søge råd og støtte hos som du har været vant til gennem livet. 


I de senere år har jeg været vidne til at mange af mine venner passer en syg mor eller far, og flere har oplevet at miste deres forældre. Jeg var selv i slut 30’erne, da min far døde efter længere tids sygdom med Parkinson, og da jeg selv lige var blevet mor, gik der kun tre år før min egen mor døde. Det var en svær tid.

At miste sine forældre – jeg oplevede sorgen forskellig

Sorgen over tabet af dine forældre hænger ofte sammen med, hvordan jeres relation var,  da du var et voksent barn.

Jeg har altid været mest knyttet til min mor. Vi havde mange dybe og givende samtaler da jeg blev ældre. Jeg fik ofte fortalt hende hvor meget hun betød for mig og hvor højt jeg elskede hende. Vi fik også talt om de svære perioder og der var ikke noget usagt i mellem os. Det var som om, at alt det vi havde fået fortalt hinanden, gjorde sorgen lidt lettere, da hun gik bort.

 

Det var noget andet med min far. Vi fik aldrig rigtig talt ud. Og da han døde, var det ikke længere muligt at rette op på vores dårlige forhold. Jeg kunne ikke mere spørge hvorfor han ofte var så vred på mig, hvorfor vi altid skændtes og måske selv angrer nogen af de ting jeg havde sagt og gjort. Der var intet mere at stille op. Det var hårdt ikke at kunne foreløse en lang og opslidende konflikt, som især prægede mine teenage år. Det gjorde ondt og jeg gik længe rundt med en dårlig samvittighed, for jeg havde helt sikkert heller ikke været nem at være forældre til. 

Tryg opvækst


Som barn oplevede jeg min mor som utrolig kærlig og omsorgsfuld. Hun var der altid, når jeg havde brug for hende. Hun støttede og hjalp mig, involverede sig i de ting jeg foretog mig – og jeg var aldrig i tvivl om, at hun elskede mig højt. Det var hende jeg spurgte til råds, søgte trøst- og kærlighed hos.  

 

Her er det mig og min mor.

 

Det var anderledes med min far. Han var knudemand og som den generation af mænd, var det ikke følelser de havde nemmest ved at vise. Han gik på arbejde hver dag, kom hjem og syslede med hans hobbyer og isolerede sig på mange måder i hjemmet. Han var dygtig til mange ting, men havde så svært ved at lære fra sig. Jeg stod altid på sidelinjen uden at deltage –  om det så var hans intessere for at fotografere, spille klaver eller hans store passion for astronomi. Jeg lærte ham aldrig rigtig at kende – og som teenager gorde jeg et gevaldigt oprør, og det blev vores forhold ikke tættere af.

Men han var der – og han værdsatte og elskede helt sikkert sine børn – det er blevet mere klart for mig i dag.

Alting ændrede sig

Jeg husker min barndom som værende tryg og god med mange privilegier. Det var først da jeg blev teenager, der kom sorte skyer på himlen. Min mor blev diagnosticeret som maniodepressiv og begyndte samtidig at drikke. Det medførte især mange skænderier med min far, men også en enorm afmagt overfor min mor, som jeg allerede dengang var bange for at miste.

Efter mere end ti år med behandlig og indlæggelser, lagde hun flasken og alle pillerne på hylden og blev ædru. 

Kort tid efter blev min far diagnosticeret med Parkinson og de sidste 10 år af deres liv sammen, passede min mor ham. Han endte på plejehjem, men døde kun tre uger efter. 

Læs også: Kunsten at give slip på sin teenager

Min mors sygdom var et mareridt


Jeg var lige blevet gravid og under min graviditet rejste min mor med en veninde til USA. Der faldt hun og brækkende hoften og derefter gik alt galt. Hun kom hjem og blev reopereret flere gange. Hun fik et år,hvor hun havde det nogenlunde, men de mange operationer tog hårdt på hendes kræfter og efter halvanden år fra hun kom hjem, fik hun sin første hjerneblødning. Hun blev indlagt og lå i koma i 14 dage.

Da hun blev udskrevet var mine søskende og jeg i en evig angst for at hun igen ville falde om. Tog hun ikke telefonen var det et ringeri til kommunen eller også kørte vi selv hen for at se om der var sket noget. Det sled.

 

Efter endnu flere hjerneblødninger og indlæggelser, fik hun en plejehjemsplads. Jeg synes det var ubærligt at se min mor som kun var i starten af 70’erne sidde på et plejehjem ude af stand til at kunne varetage egen pleje og behov. Jeg tror heller ikke min mor, hvis hun havde været ved sin fulde fem, havde ønsket at ende der. Hun døde halvanden år efter. Hun stoppede simpelthen med at indtage føde og på mange måder tror jeg, at det var bevidst. Hun ville ikke leve sådan mere. 

At miste sine forældre og livet derefter


Det kræver tilvænning at blive forældreløs – også selvom du er voksen. Jeg kan huske, at en af mine veninder sagde til mig,at nu er du blevet rigtig voksen. Nu var jeg ikke længere nogens datter og der var heller ikke nogen jeg kunne spørge ind til om min barndorm – erindringerne er forduftet lige så stille med årene.
Nu var jeg selv blevet forrest i rækken og fik også en erkendelse af at livet ikke varer evigt.

De to der havde elsket mig ubetinget var her ikke længere og det gav en stor ensomhedsfølelse. Selv som voksen, blev jeg altid glad, når min mor kaldte mig lille skat og opløftende trøstede mig i svære perioder. Hendes trøstende ord som ‘alting skal nok gå’ kan jeg stadig savne. På den måde tror jeg aldrig jeg bliver helt voksen. 

Jeg er heldig at have et godt forhold til min storesøster og lillebror, og vi har altid kunnet støtte hinanden i de svære år, hvor vores forældre blev syge og gik bort.

De blev desværre kun 75 og 76 år gamle. 

 

Her er det mig, min storesøster, mor og far. Min lillebror var endnu ikke født. Vi blev altid fint klædt på, når der skulle tages billeder.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *