Kunsten at give slip på sin teenager

Min søn og jeg for 18 år siden

Du skal lære at give slip. Sådan lyder det ofte fra mine venner, når jeg pylrer for meget, men jeg synes det er lettere sagt end gjort at slippe moderrollen.  

Jeg blev mor som 40-årig og da min søn kom til verden, var det den største glæde i mit liv. Jeg ønskede brændende at blive mor, og at det lod sig gøre i en så sen alder, var bare lykken.

Jeg husker årene hvor min søn var lille som de lykkeligste i mit liv og jeg elskede at være mor. Jeg var dog også, måske på trods af min alder, en værre pylremor. Og det er desværre ikke blevet mindre med årene. I dag er han 18 år, og hvis jeg bekymrer mig for meget eller blander mig i noget jeg ikke burde, får jeg hurtig svar på tiltale.

Sammenfald af hormoner

Rigtig mange kvinder har et sammenfald med at have børn i teenagealderen, og selv gå i overgangsalder. Det kan betyde at begge har svært ved at styre temperamentet, så bølgerne går højt. Desværre kan jeg blive en frygtelig hidsigprop og reagere voldsomt, fordi mit hormonelle stormvejr taler til hele mit følelsesregister. Det kommer til udtryk ved at være kortluntet, vred eller bare modløs. Min søn reagerer mest ved at blive vred eller bare lukke mig ude.

I de situationer, hvor det hele spidser til – er det at jeg skal lære at give slip og lade ham være i fred. Først når der kommer ro i lejren, kan vi tale om, hvorfor vi blev så vrede på hinanden og hvad der udløste konflikten. Men det gælder om at vælge det rigtige tidspunkt for en snak.

Jeg ved godt at de år, hvor han skal lære at navigere mellem at være begyndende voksen og stadig være et stort barn, kan skabe store frustrationer. En psykolog fortalte mig engang” at teenageårene er den største krise, man kan have som menneske”.

Læs også: Vores mødre led i det stille under menopausen

At give slip er også en sorg

Jeg tænker tit over, hvorfor jeg indimellem bliver så vred og reagerer så voldsomt. I virkeligheden tror jeg det mest handler om min egen sorg. Jeg er så bange for at miste den tætte samhørighed, jeg altid har haft med mit barn. I 18 år har det meste i mit liv drejet sig om ham og det efterlader en stor tomhed.

”Tænk at jeg nu ikke længere er den vigtigste person i hans liv”.

Den tanke er ubærlig, men desværre også sand, og en tanke, jeg som mor bliver nødt til at forholde mig til.

Moderrollen har altid været den største bedrift jeg har haft, og at den snart er forbi samtidig med at jeg også skal deale med andre aldersrelaterede ændringer, er en hård nød at knække.

At tale åbent om sin sorg

Nu kan det lyde som om, at min søn har fyldt hele min tilværelse, men jeg har selvfølgelig også en dejlig mand, gode venner, en karriere og fritidsinteresser. Alligevel har rollen som mor været altoverskyggende og desværre tror jeg næppe, at jeg kan lære helt at give slip. Jeg vil altid være den der bekymrer mig om hvordan det skal gå ham og om han trives.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der oplever denne periode, som frustrerende. Jeg erfarer, at når jeg taler åbent om min moderlige muthed, altid bliver mødt med forståelse og accept. At dele ud af mine tanker og høre hvad andre kvinder oplever, får sat tingene i perspektiv og jeg lærer altid af andres erfaringer.

Og så tyer jeg til det min kollega trøstende sagde til mig

”Når den værste teenageperiode har lagt sig – kommer han tilbage”.