Jeg var ved at dø af vitamin B12-mangel

Vitamin B12-mangel kan være svært at diagnosticere og bliver det ikke opdaget, kan det få katastrofale konsekvenser. Det ved Bettina Borre Buhl alt om.

51-årige Bettina er i dag rask med kronisk sygdom og lever et normalt liv med arbejde og familie, men sådan var det ikke for nogle år tilbage. Bettina led af B12-mangel og der skulle gå mindst seks år og et utal af undersøgelser, før lægen tog den blodprøve som målte hendes B12-niveau. Da svaret kom, troede lægen først ikke på målingen fordi tallet var så lavt, og det havde lægen aldrig set før. Efter endnu en blodprøve som viste det samme, kom Bettina straks i behandling med B12 injektioner. Et langt og drøjt sygdomsforløb blev endeligt afsluttet.

B12-mangel gjorde mig træt og energiforladt

Før Bettina blev syg havde hun stort set ingen sygedage. Det var først da hun blev omkring 43 år, at hendes helbred begyndte at halte.

”Jeg begyndte at sove dårligt og vågnede hyppigt om natten. Næste morgen var det som om jeg slet ikke havde lukket et øje, og resten af dagen var jeg fuldstændig energiforladt. Trætheden var lammende og kunne mærkes helt ind i knoglerne. Da det blev værre kontaktede jeg min læge,” fortæller Bettina.

Lægen undersøgte Bettina grundigt og der blev taget en masse blodprøver. Da svarene kom, fik Bettina den besked at alt var i den skønneste orden og at hendes helbred var super. Lægen havde ingen mistanke om, at hun fejlede noget alvorligt.

Bettina fik det dog på ingen måde bedre, tværtimod led hun af konstant svær hovedpine, smerter og hævelser i led og muskler og hendes formuleringsevne og hukommelse begyndte at blive dårligere.

”Jeg stillede de samme spørgsmål igen og igen, og jeg kunne fornemme på folk omkring mig, at de undrede sig, men det var kun de nærmeste der konfronterede mig med det.”

Fik ondt i led og muskler samt mange neurologiske symptomer

Bettina fortsatte med sit arbejde trods hovedpine og hukommelsestab, men hendes smerter i led og muskler blev mere og mere uudholdelige. Samtidig oplevede Bettina mange generende neurologiske symptomer i form af følelsesløshed-, snurrende fornemmelser- og stikken og prikken i hænder og fødder.

”Jeg havde så ondt i hele kroppen, at jeg til sidst ikke kunne holde det ud. Så jeg opsøgte lægen igen. Denne gang blev jeg henvist til en specialafdeling for reumatologiske sygdomme. Her blev jeg scannet og fik taget nye blodprøver, men mit B12 niveau blev stadig ikke målt,” siger hun.

Bettinas diffuse og snigende smerter resulterede dog i, at hun de næste tre et halvt år gik til kontrol hvert halve år på reumatologisk afdeling. Men der blev aldrig stillet en diagnose og Bettina fik det ikke bedre, selv om der nu var mere fokus på hendes tilstand.

”Jeg tilpassede efterhånden min tilværelse efter at have konstante smerter. Det blev ligesom en del af mig,” fortæller hun.

Blev sygemeldt med stress

En dag gik det helt galt, da Bettina skulle køre sin datter til gymnastik.

”Jeg havde kørt min datter til gymnastik hundrede gange før, men pludselig en dag kunne jeg ikke finde vej og måtte køre ind til siden.  Heldigvis havde jeg en GPS med, så min datter ikke opdagede det, men jeg blev virkelig forskrækket over min manglende hukommelse.”

Da Bettina også begyndte at få trykken for brystet, kontaktede hun atter lægen. Denne gang fik hun en sygemelding i tre måneder, da lægen var overbevist om at der var tale om stress.

Læs også: Flere og flere lider af mangel på vitamin B12

Tre måneder efter sygemeldingen begyndte Bettina i en ny stilling som bioanalytiker på et hospital. Hun passede sit arbejde, men fik det værre og værre. En dag faldt hun om på sit arbejde og blev efterfølgende indlagt med mistanke om, at hun havde fået et hjerteinfarkt.

”Jeg blev scannet, fik taget blodprøver og ekkokardiografi. Resultaterne viste ikke noget abnormt. Det eneste jeg fik besked om, var, at jeg havde lidt væske omkring hjertet. Jeg blev derfor sendt hjem for at tage den med ro,” fortæller Bettina.

Fik taget blodprøve for B12-mangel       

Bettina Borre Buhl er 51 år, gift med Michael og har 3 børn. Hun er uddannet bioanalytiker og arbejder i dag som produktchef hos diagnostikfirmaet Triolab.

Bettina blev kontaktet af en bekymret lægekollega, som ikke troede et sekund på at der intet var galt og bad hende gå til egen læge den efterfølgende dag for at blive nærmere udredt.

”Dagen efter besøgte jeg igen min læge og for første gang i seks år, tog lægen B12 blodprøven. Svaret kom kort efter og lægen ringede straks for at fortælle, at tallet var så lavt at det måtte være en fejl.”

Bettina fik taget en ny blodprøve som viste det samme. B12 tallet var så lavt, at hun faktisk kunne være død af det. Bettina blev øjeblikkeligt sat i gang med en serie af vitamin B12 injektioner med to til tre dages mellemrum.

Kort efter behandlingen, fik Bettina det væsentligt bedre og i dag har hun det godt igen. Dog er det nødvendigt med hyppige B12 injektioner hver 3. uge for at undgå tilbagefald af de generende symptomer.

Autoimmun sygdom var årsag til B12-mangel

Bettina lider af en autoimmun sygdom kaldet perniciøs anæmi (uden anæmi!), som langsomt udviklede sig og gav hende de mange diffuse og uspecifikke symptomer. Hendes immunforsvar begyndte at angribe det protein, Intrinsic factor (IF), som produceres i mavesækken, og som skal bindes  til vitamin B12, for at det kan optages. Derfor kunne hun ikke optage vitaminet. Indtil 1926 døde alle patienter med perniciøs anæmi af vitamin B12 mangel, da man dengang ikke havde en behandling for den dødelige sygdom.

Der er ingen der ved hvorfor kroppen kan begynde at angribe sig selv, men perniciøs anæmi har en arvelig komponent, og Bettinas mor fik kort efter konstateret samme diagnose.

”Min mor kom også i behandling med injektioner og har det efterfølgende godt ligesom mig, men vi skal begge fortsætte med B12 injektioner resten af vores liv,” slutter Bettina.

Vitamin B12 mangel er kendetegnet ved:

  • Hurtig diagnose og optimal behandling er afgørende for at undgå fatal udgang samt permanente neurologiske skader
  • Symptomerne er snigende, mangeartede og diffuse og kan ligne så meget andet
  • Vitamin B12 mangel er en hyppig tilstand, som kan ramme alle aldre, men ses oftere blandt ældre
  • Årsagen til B12 mangel er enten nedsat indtag af B12 via kosten eller hæmmet/manglende optagelse af vitaminet i mave/tarmsystemet
  • Behandlingen af B12 mangel er tabletbehandling eller injektionsbehandling. Nogle patienter har brug for højdosis B12 behandling eller meget hyppige B12 injektioner for at undgå tilbagevendende symptomer
  • Behandlingsinterval bør fastsættes efter patientens behov og symptomer
  • Behandlingen er livslang hos patienter, som ikke kan optage B12
  • Vitamin B12 er ufarligt, og der er ingen risiko forbundet ved hyppige injektioner
  • Man kan have perniciøs anæmi uden anæmi (blodmangel) med risiko for at overse diagnosen hos patienter uden anæmi
  • Patienter med perniciøs anæmi har typisk også andre autoimmune sygdomme
  • Der mangler retningslinjer for diagnostik og behandling af B12 mangel i Danmark
  • Afdeling for Blodprøver og Biokemi på Århus Universitetshospital varetager forskning og højt specialiseret funktion i udredning af patienter med vitamin B12 mangel i Danmark
  • Fremtidig forskning i Danmark indenfor vitamin B12 mangel er yderst vigtigt!

Læs mere om B12 i denne artikel i ugeskrift for læger HER