Kort hår er ikke et ‘MUST’ fordi du er fyldt 50

Kan du have langt hår når du har rundet 50, eller kommer du til at ligne en heks? I dag findes der mange kvinder i den alder, der lader håret vokse ned til skuldrene eller længere. Og det er klædeligt.

Jeg er over 50 og har langt hår. Indimellem tænker jeg at nu må jeg lader lokkerne falde, fordi man i min alder da ikke kan have langt hår! Men hvorfor egentlig ikke? Jeg har haft langt hår så længe jeg kan huske og det er så stor en del af min identitet. Jeg vil komme til at føle mig meget anderledes, hvis jeg lod håret klippe kort.

Hvornår kom det på mode at have kort hår?

I mange år har den generelle opfattelse været at kvinder skal have kort hår, når hun rundede en vis alder. Til gengæld havde kvinder i alle aldre før dette århundrede langt hår. Jo ældre, jo længere var kvindens hår.

Det korte hår kom på mode i 1920’erne, men ikke alle kvinder var lige begejstrede for det nye look. De beholdte deres lange lokker, som de sirligt satte op i forskellige knolde og fletninger. Først efter anden verdenskrig kom der for alvor gang i eksponeringen af det korte hår. Hårindustrien introducerede ihærdigt det korte og velplejede look. Det resulterede i at ældre kvinder styrtede til frisøren, blev klippet og fik stylet håret med curlere og permanent. Det kom på mode at få sat håret en gang om ugen og frisørerne jublede for det gav penge i kassen. De var derfor ikke særlig imødekommende overfor et langt hår.

Det blev normen at have kort hår

Op gennem 50’erne foretrak ældre kvinder et kort hår. Da det lange hår kom igen i 60’erne, hvor hippiernes foretrukne hårmode var et langt og løsthængende hår, fortsatte ældre kvinder med at have den korte frisure. Kort hår var for midaldrende kvinder blevet normen, og man skulle kigge langt efter en kvinde over 50, der havde hår længere end til skuldrene. Den opfattelse har hængt ved – ældre kvinder skal lade håret falde. Er du over 50 får du ofte at vide, at det er mere klædeligt, hvis håret bliver klippet kort.

Læs også: Sådan bevarer du et sundt og smukt hår

Bestem selv hvor langt dit hår skal være

Det er en myte at du ikke kan bære et langt hår fordi du er over 50. Der findes masser af kvinder i den alder, som ser smukke ud med hår, der går til skuldrene eller er længere.

Der er selvfølgelig nogle ting, du bør tænke over.

– Din ansigtskulør ændrer sig med alderen. Du får et mere mat skær, så har du et helt sort eller mørkebrunt hår, kan kontrasten virke voldsom og ikke særlig flatterende.

– Har du et rundt eller firkantet ansigt, kan du bedre bære et langt hår. Kvinder med et langt ansigt ser generelt bedre ud med en kort frisure, men det kan også betyde hår, der når ned til skuldrene.

– Har du et tykt hår kan du lette tyngden ved at få det klippet op i etager rundt om ansigtet, så det løfter og ikke trækker ansigtet nedad.

Mange kvinder i overgangsalderen oplever, at håret bliver tyndere og at strukturen i håret ændrer sig. Derfor er det for nogle mest hensigtsmæssigt at klippe håret kortere, fordi det så kommer til at fylde mere.

Uanset hvad du vælger, er det en myte at håret skal være kort fordi du har en bestemt alder. Det vigtigste må være; at vide hvad der klæder ens ansigt bedst og så have en god portion selvkritik.